På skiferie i Sestriere Italien med Danski | Rejse

Årets skiferie gik denne gang til Sestriere i Italien, hvor jeg tilbragte en dejlig uge sammen med min datter, Emilia.
Vi havde valgt Sestriere, da det er et kæmpe skiområde og tidligere har afholdt de Olympiske Vinter Lege. Så det måtte være stedet at prøve. Dog har det ikke været en sæson med det meste sne, hvilket også gjorde at ca halvdelen af området var lukket.

DSC04488

Det var ikke en decideret foto tur, men som fotograf slæber man jo altid et eller andet udstyr med og nogle billeder er det da blevet til. Men det var ikke det som der var fokus på. Vi har optaget en masse video, som vi håber at lave en lille film ud af i nærmeste fremtid.
Samtidig vil jeg lave en lille anmeldelse af selve skiområdet og hotellet, som jeg tænker at andre kan få gavn af at læse, når I skal vælge skiferie.

 

Hotellet

Vi havde valgt Hotel BIancaneve i Sestriere by. Hotellet er som sådan meget hyggeligt. Drevet af Italienere, som var yderst flinke og hyggelige og med den sædvanlige italienske charme. Selve hotellet vil jeg dog nok ikke vælge igen af forskellige årsager. Alle værelser var lavet med klinkegulve, som gjorde at uanset hvad andre lavede på deres værelse, så kunne det tydeligt høres ned gennem loftet. Det var knap så attraktivt, når man har tre unge svenske piger boende over sig, som kommer hjem på diverse tidspunkter om natten, vælter over møblerne, skubber rundt med sengen og render rundt med enten skistøvler på eller andre larmende sko/støvler.
DSC04531

Samtidig ligger de fleste værelse med udsigt ud over byen og bjerget, men også lige ned til hovedvejen og en stor parkeringsplads. Denne parkeringsplads var også udgangspunkt for to store bulldozere, som blev brugt til at rydde sne i hele byen og samtidig var der 3-4 store lastbiler som fragtede sne ud af byen. Og det skal der selvfølgelig til. Men det er knap så fedt når de starter kl 6 om morgenen og ikke er de mest lydløse kørertøjer.
Ydermere virker det som om hotellet sparede lidt på varmen. Det var ikke koldt koldt, men heller ikke hyggeligt varmt rundt om på hotellet. Hverken på værelser eller restaurant og bar.
Så selvom det faktisk var et hyggeligt hotel, så var der alligevel den lidt dårlige beliggenhed og manglende komfort, som vil afholde mig fra at vælge det igen.

IMG_1509

Skiområdet

Vi var ikke voldsomt heldige med vejret og det spiller selvfølgelig ind på opfattelsen af det hele. Vi havde én super solrig skidag, to halvgode dage og tre med sne, dårlig sigtbarhed og blæst.
Sestriere er et udemærketskiområde. Men liftkortet er også gældende til de omkringliggende områder, så som Sauze d’Oulx. Men er gondolen fra Sestriere til Sauze d’Oulx lukket, så har man kun Sestriere at stå på ski i og det blev hurtigt lidt kedeligt.

ski20map

Sauze d’Oulx var til gengæld super fedt og virkede kæmpe stort, lækre præpareret pister, hyggelige restauranter og bare en helt anden slags skiløb. Så hvis jeg skulle vælge et sted at bo hernede en anden gang, så ville det klart være i Sauze d’Oulx området, så jeg ikke ville være afskåret fra det område i tilfældet af at gondolen er lukket. Tror kun det var åben 2-3 dage af de seks vi var her.
Med i liftkortet har man også en dag i Frankrig i Montgenevre. Om formiddagen var vejret godt og eftermiddag trak det sammen og blev overskyet og blæsende. Men for søren et lækkert og stort område.
Så til jer som overvejer at tage på skiferie i denne region ville jeg helt klart anbefale at bo i Sauze d’Oulx eller Montgenevre området. Sestriere bliver lidt småt og kedeligt, hvis gondolen er lukket og man er begrænset til dette område alene.

 

Marie – Vores guide

Jeg har kun godt at sige om Marie. Hun var simpelthen så imødekommende, sød, rar, pligtopfyldende og gjorde alt hvad der stod i hendes magt for at servicere alle på bedst mulig vis.
Til gengæld havde jeg faktisk ondt af hende over at Danski har valgt kun at have en guide i området til at stå for det hele. Selvom Marie gjorde en fremragende indsats, så kunne man godt mærke at ikke alt kunne lade sig gøre og Marie var frygtelig afhængig af at der ikke gik noget galt. Og det kan man aldrig gardere sig imod. Picnic måtte aflyses grundet en tilskadekommende gæst, som skulle hjem med knogleexpressen og meget kommunikation måtte foregå via SMS og mobilopkald. Tør ikke tænke på min telefonregning ?
Men som sagt, Marie var super god og gjorde det bedste hun kunne efter omstændighederne.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *